- Onsdag, 19. August 2026 14:40
Fugle omkring Snestrup Have Bofællesskab
Jeg vil forsøge at lave en oversigt over de forskellige fugle jeg har mødt/hørt ved vores bofællesskab.
Inddrager også parken ind mod Tietgenskolen og fællesvejen og beplantningen ind mod
Stellavej og Rugårdsvej.
Der er selvfølgelig stadig en del fugle, jeg endnu ikke har fanget med kameraet.
- giv mig gerne besked, hvis I ser andre fugle, end dem jeg har med her.
Ikke alle fotos er herfra, men taget på andre lokationer.
Teksterne om kendetegn har jeg taget fra Naturbasen.dk
Jeg starter ved søen med den fine andebolig foran P-pladsen, fælleshuset og Orangeriet.
Her har vi nu et par år haft en andefamilie med ællinger
Gråand
Kendetegn : Længde 55-65 cm. Vingefang 80-90 cm. En stor svømmeand og den mest almindelige i Danmark. Kendes i flugten på det blå vingespejl med hvide kanter, brede vinger og kort rund hale. Hannen i pragtdragt har grønt hoved, gult næb og hvid halsring. De sorte halefjer bøjer, så de danner en "krølle på halen".
Hunnen er brunplettet med sort øjenstribe. Næbbet er gulligt med indslag af sort. Stemmen er det karakteristiske. Årsager til afvigende udseende: Krydsninger mellem vilde gråænder og undslupne tamænder giver ofte brogede eller ensfarvede mørke/lyse fjerdragter.
Fiskehejre - overflyvende, men også set ved søen

Kendetegn: Længde 85-100 cm. Vingefang 160-170 cm. En stor hejre med kraftigt dolkformet næb, hvid isse/pande og kinder, grå overside og lysere underside. Har en sort prydfjer i nakken. Benene er grå eller grågule. Flyver med langsomme vingeslag og kublede vinger (tegneserieagtig m-formede vinger). Svingfjer og vingespidser sorte. Har 2 tydelige hvide pletter ved knoerne. Halsen holdes buet i flugten.
Gråkragen - ses mest i området ved og i parken.

Kendetegn: Længde 44-51 cm, vingefang 84-100cm. På størrelse med Råge med lignende form, men er grå med sort vinge, hale, hoved og bryst. Næbbet er kraftigere, mindre tilspidset og buet end Rågens, den har flad isse, ikke Rågens bukser og ikke det nøgne hudparti ved næbbet.
Ungfuglene ligner de voksne, men har mattere sorte dragtindslag. Overnæbbets inderdel er rosatonet (rent sort hos adult). Kan i 1. forår aldersbestemmes på meget slidte spidser på sving- og halefjer.
Sortkragen ses mest i og ved parken.

Kendetegn: Længde 44-51 cm, vingefang 84-100cm. Sort med brunlig glans. Øvrige kendetegn, incl. størrelse og kropsbygning, som Gråkrage. - Se ovenfor.
Bliver ofte jaget væk af gråkragerne.
Allike.

Kendetegn: Alliken er den mindste af vore kragefugle, omtrent af størelse som en due. Den optræder gerne i flok. Stemmen er et klart og tydeligt kjakk, kjakk som er helt karakteristisk. Fuglens længde er 30-34 cm. Vingefanget ligger mellem 64-73 og vægten mellem 200-270 g. Hannnen og hunnen er ens. Panden og issen, struben og forbrystet er glinsende sorte. Nakken, baghalsen, halsens sider og øredækfjerene er askegrå, fra halsens askegrå farve går det over i undersidens og kropssidernes mørkere sortgrå farve. Ryggen, vingerne og halen sorte med svag metalglans. Næb og fødder sorte. På tæt hold ses det næsten hvide øje tydeligt på den mørke baggrund. Flyver med hurtige og dybe vingeslag.
Husskade
Kendetegn: 44-46 cm. Hannen normalt større end hunnen. Skaden er den eneste større, sort- og hvidbrogede landlevende fugl med lang hale. De udfarvede fugle har blålig, grønlig og bronzeskinnende metalglans kraftigst på halen, hvis midterste fjer er dobbelt så lange som de yderste. Metalglansen afhænger af slidtage og lysets indfaldsvinkel. Ungfugle ligner de voksne, men har kortere hale og den sorte farve er uden metalglans. På grund af de forholdsvis korte vinger er flugten vaklende og den lange hale gør flyvning i stærk vind besværlig.
Ringdue

Kendetegn: Længde 38-43 cm, vingefang 68-77 cm. Største og mest langhalede due. Kendes let på HVIDE TVÆRBÅND PÅ VINGERNE OG HVID PLET PÅ HALSSIDEN omgivet af skinnende grønt og purpur. I øvrigt grålig med rosa bryst. Halen er grå med bredt, mørkt endebånd.
Letter med klaskende vinger.
Solsort
Kendetegn: Solsort er den mest almindelige ynglefugl i Danmark. Fjerdragten er helt sort. Hannen i sommerdragt har gult næb og gul øjenring. Om vinteren er næbbet næsten sort. Hunnen er mørkebrun med svage pletter på brystet og har mørkt næb. Ungfugle ligner hunnen, men er mere rødbrun med brungullige pletter. Har en smuk karakteristisk sang.
. 
Solsorten lavede denne flotte rede i en plantekurv på vores altan på 1. sal. - Efter reden var fjernet, lagde solsorten i to omgange 2 æg, jeg måtte fjerne.
Dompap

Kendetegn: En kraftig finke med et buttet udseende. Har sort kalot på hovedet og kraftigt sort næb. Ryggen er grå og vingerne sorte med brede hvide vingebånd. Både over- og undergump er hvid, hvilket kan ses på lang afstand. Hannen har rødt bryst, mens hunnens bryst er brunt. Har et tydeligt nærmest hult og vemodigt kald.
Musvit

Kendetegn: Musvitten er cirka 13,5-15 cm lang og den største af de danske mejser. Hovedet (inklusiv nakke og strube) er sort med hvide kinder. Undersiden er gul med en sort stribe ned langs midten. Ryggen er grønlig, mens vinger og hale er gråblå. Næb og ben noget kraftigere end hos de mindre mejser. Hos hannen er den sorte midterstribe bredere end hos hunnen og fortsætter helt ned på bugen. Ungfuglene kan kendes på deres svagere farvetegning og gule kinder.
Rødhals

Kendetegn: En livlig lille drossel på 13-14 cm. Ryg og isse er brun, mens bryst og hoved er rustrødt. Bug og flankerne er lyse. Har store øjne i forhold til størrelsen. Har et lyst smalt vingebånd og lange tynde ben. Kaldet er et skarpt smældende tik som ofte høres i lange serier. Kaldes også for Rødkælk.
Gærdesmutte

Kendetegn : En meget lille (ca. 10 cm lang) brun fugl, som ofte færdes i det skjulte og derfor høres langt oftere, end den ses. Gærdesmutten har en ret rund form, som dog brydes af den korte hale, der ofte stritter lige op i luften. Den er rødligt brun på oversiden og lysere brun på undersiden, og ved nærmere eftersyn er alle fjerene fint tværstribede. Desuden ses en tydelig lys øjenbrynsstribe. Næbbet er langt og tyndt, perfekt for insektfangst. Gærdesmutten har en meget kraftig sang, som består af lange rækker af triller og toner og kan høres året rundt. Den har desuden et kraftigt, snerrende kald, som også ofte høres.
Træløber
Kendetegn: Længde 12-13½ cm. Ligner meget Træløber, men er mere kontrastløs og ”snavset”. Næbbet er længere og mere buet (som spovenæb), oversiden mere gråtonet, ØJENBRYNSSTRIBE SVAG OG GRÅTONET, og undersiden LYSEGRÅ - tit i kontrast til HVID STRUBE. Desuden er bagkloen kortere og mere krum, og inderste håndsvingfjer har brede, hvide spidser. Forskellene er dog ikke absolutte, og bør suppleres med stemmen.
Hvid Vipstjert

Kendetegn: Længde 18 cm. En almindelig ynglefugl i Danmark, udbredt over hele landet. Den træffes mange forskellige steder i det åbne land: omkring gårde – på marker, enge og heder – ved strande, gerne hvor der er stenet – samt i byer, hvor bebyggelsen ikke er for tæt.
Tillidsfuld, fouragerer og yngler gerne nær mennesker.
Gulspurv

Kendetegn: Gulspurven er en ret stor værling, som er kendetegnet ved en lang, kløftet hale, ustribet rustbrun overgump og gule partier i fjerdragten. Ryggen er brunlig med kraftige sorte striber, og under flugten ses tydelige hvide felter på de yderste halefjer. Undersiden er brunlig til klart gul, og især hunner og ungfugle er tydeligt stribede på brystet og flankerne. Hos disse er hovedfarven nærmest grågrøn, og issen og hovedsiderne har desuden mørke striber. Hos hunnen varierer mængden af gult på hovedet, og som regel forekommer den mest gul, hvis den ses forfra. I nakken ses ofte en lys plet. Hannen er klart gul på hoved og underside, og på flankerne og brystet ses indslag af rødbrunt. Næbbet er relativt lille, og undernæbbet er lyst blågråt. Fuglen har en total længde på 15,5-17 cm. Sangen er karakteristisk og består af 5-8 ens toner, som afsluttes med en lang, afvigende tone - det lyder, som om Gulspurven tæller til syyyv.
Natuglen - hørt, men endnu ikke flyttet ind i kassen

Kendetegn: Længde 37-43 cm, vingefang 81-96 cm. Danmarks almindeligste ugle. Mellemstor, kompakt og storhovedet ugle, uden øretoppe. Har et karakteristisk venligt sortøjet udtryk. Overside: gråbrun eller rødbrun - den rødbrune variant er den mest udbredte i Danmark. Underside: svagt plettet med længdestriber. Halen er fint tværbåndet. Flugt: direkte flugt: bred og rundvinget med flade vingeslag og glider på let sænkede vinger.
Musvåge - overflyvende

Kendetegn : Længde 50-55 cm. Vingefang 110-130 cm. En af de mest almindelige rovfugle i Danmark. Har en mørk brun overside, mens undersiden er noget lysere med mørke knoer, mørke vingespidser, mørk bagkant på vinger og hale samt et lysere område ved svingfjerene. Har ofte et lyst brystbånd. Halen kortere end vingebredden. Ungfugle er meget lyse og mangler de mørke bånd på vinger og hale. I flugten holdes vingerne let løftede. Ses ofte på pæle eller andre steder højt i landskabet, hvor den spejder efter bytte.
Sølvmåge
Kendetegn: Længde 54-60 cm, vingefang 123-148 cm. En stor og kraftig måge med kraftigt næb og kantet, "barsk" profil med flad isse og skrånende pande. Adult har grå ryg og vinger med sort vingespids, der har hvid trekant over 2 yderste håndsvingfjer. Vingerne er lange og brede med langsomme, tunge vingeslag. Ben lyserøde, næb gult med orange plet på undernæbbet. Orbitalring gul til orange.
